Sider

torsdag den 2. februar 2017

Jordens mikroliv er lig med jordens frugtbarhed

Jeg har på en eller anden måde altid vidst det, og har altid tænkt, det ikke kunne passe, når jeg fik fortalt, “der skal tilføres til jorden, hvad man tager fra jorden”. Den sunde jord må kunne selv. I hvert fald har jeg aldrig selv tilført kunstgødning eller nogen form for købegødning. Jeg har ikke engang et kompostbeholder eller organiseret kompostfremstilling.  Jeg har altid dyrket økologisk. Jeg får tit at vide: “jamen du har også en god jord” men det har jeg faktisk ikke. Jorden her er ren sand og småsten i massevis, hvor der med tiden er dannet et lag muldjord ovenpå.  Det har hidtil blot været en fornemmelse at der foregår noget nede i jorden, som vi skal værne om. Nu ser jeg det for første gang på tryk. Det siger sig selv, jeg glæder mig til at høre det oplæg.
Alle er velkomne. Det koster ikke noget.

Nyt fra “Mere Liv i Haven":
“Den 26. Februar kl. 14.00 vil Frans holde et oplæg, hvor han fortæller om ny forskning som ikke fokuserer på tilførsel af gødning, men som dokumenterer, hvor vigtigt et sundt og mangfoldigt mikroliv er for planternes trivsel og sundhed.

Den nyeste forskning indenfor jordens frugtbarhed har et afgørende nyt syn på, hvorfor planter vokser og hvor næringsstoffer kommer fra. Det er et opgør med den moderne tanke, ca 100 år gammel, at vi hele tiden skal tilføre næringsstoffer i form af kunstgødning, staldgødning eller kompost for at få et godt udbytte.

Hvis du er interesseret i at læse lidt før oplægget, kan du finde info : (Efter Elaine Ingham) www.soilfoodweb.com
Sted: Rønde Bibliotek”

10 kommentarer:

  1. Nå Mette

    Man skriver 2 gange om dagen nu, alletiders!
    Og du har da fat i noget der!
    Jeg hører det specielt om roser, de der stringente anvisninger til kunstgødning, beskæring og alt muligt, mine roser har det udmærket, får lidt hestepærer indimellem og bliver beskåret når jeg synes.
    Masser af husejere her fået afhentet deres "haveaffald", ja bare selve ordet er jo gaggelak.
    Nå, før jeg kommer for godt igang: Du må have et fornøjeligt foredrag!

    Og en dejlig aften!

    SvarSlet
  2. Ja haveaffald er en underligt ord. Her på matriklen eksisterer haveaffald ikke. Der er ikke noget organisk fra haven, der skal hentes eller køres væk, det er en vigtig del af havens nye grokraft og kredsløb og kan ikke undværes.

    SvarSlet
  3. Hej Mette!
    Befriende godt indlæg, lige til at blive glad af!
    Jeg har haft de samme tanker omkring det med jorden som dig, at den da måtte kunne selv. Og at når vi begynder at plante andre vækster end græs, så må jorden få tilført noget af den plantede mangfoldighed. Ellers kommer der automatisk mangfoldighed ved et stykke bart jord-noget af det jeg holder meget af at studere.
    Det var egentlig først forrige år jeg forsøgte at gøde lidt i haven, sådan halvhjertet, ved roserne(godt at læse Karstens svar-ved jo han eksperimentere med roser). Følte det egentlig som spild, men efter at være kommet ind i en haveblogverden føltes det som at være alfa omega at gøde for at få et flot resultat, og man må jo prøve;-) Vi har heller ingen kompostbeholder, af den simple grund at vi ikke har lyst til af få rotter-dem "dyrker" naboen;-)
    Vores jord er også meget meget sandet, visse steder gult.
    Visse krukkeplanter bliver selvsagt gødet-de har ikke de samme muligheder som dem i jorden.
    Hilsner og god dag fra Anette

    SvarSlet
  4. Hej Anette.
    Jeg blev også med det samme så glad, da jeg fik mail om det det foredrag/oplæg. Endelig, tænkte jeg, kommer der noget om den måde, jeg selv dyrker på. Jeg havde lige skrevet om mit forhold til krukkeplanter.

    SvarSlet
  5. Måske nogle ikke ved, hvad "Mere Liv i Haven" er, så her er link. Det er gratis at være med:
    http://merelivihaven.dk/

    SvarSlet
  6. Spændende indlæg - men jeg er i mindretal her, kan jeg se. Jeg gøder roser og rhododendron, jeg er en kylling og tør ikke lade være, det giver mange flotte knopper og senere blomstring. Jeg har en kompostbeholder, men den virker nu ikke helt efter hensigten, jeg går ikke nok op i det, tænker jeg.
    Alle blade ender om efteråret i bedene. Vi beskærer hvert år alle træer og buske, de bliver lagt i en bunke på en anden mands mark, det gør andre også. Det må være guf for mange småkravl, som så kan komme på besøg i haven hos mig.

    SvarSlet
  7. Hej Lisbeth. Du har så mange dejlige roser på samme sted, så jeg forstår godt, du ikke tør at lade være med at give dem noget at leve af. Tak for alle de dejlige roser, du viser på din blog.
    Rhododendron vil slet ikke være hos mig, min jord er ikke til det, og jeg har nok også været for dårlig og doven til at skabe passende bund til dem. Undtagen nogle enkelte rhododendron, som af en eller anden grund har affundet sig med forholdene. Bl.a. February Dawn, den har været flot i flere år og blomstret som noget af det første, men - lige netop i år, synes jeg bladene ser noget kedelige ud. Ved du hvad, mens jeg sidder og skriver slår det mig, det er for tørt. Det er længe side, det rigtigt har regnet i bund. Kun overfladen er våd. Gad vide om det er dårligt at vande lige før en frostperiode?

    SvarSlet
  8. Det glæder mig, at du godt kan forstå, at jeg gøder alle de skønne roser.
    Vores jord er heller ikke særlig godt til rhododendron, men vi graver et hul og putter spagnum i og blander det med jord, derfor skal der god gødning til.
    Skynd dig at vande R. February Dawn inden frosten kommer, så hellere i dag end i morgen. Jeg håber, det hjælper den.

    SvarSlet
  9. Så er der vandet. Knopperne er heldigvis endnu ikke ved at springe ud, de skal nok klare den kommende frost. Jeg synes dog, knopperne er mindre i år, end de plejer at være. De er stadig saftige og heldigvis ikke tørre. Om bladene kan nå at blive pæne til blomstringen, ved jeg ikke. Jeg gav regnvand fra havedammen, planten var meget tørstig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder godt, så skal den nok klare det. Mine er tæt på udspring, så den kommer nok lidt før din.

      Slet